1-0 Morten Thøgersen (13.)
2-0 Morten Thøgersen (19.)
3-0 Morten Thøgersen (28.)
3-1 Lennart Spring (37.)
4-1 Mike Nørgaard (40.)
4-2 Jakob Rahbek (50.)
Morten Thøgersen - her i fuld kontrol med bolden - gjorde sig til 3-dobbelt målscorer med sit andet hattrick i sæsonen.
LINDHOLM: LIF stod over for en meget vigtig kamp mod Tjørring, hvor der meget gerne skulle tre point på kontoen, hvis målet om også at spille i 2. division efter sommerferien skal opnås. Kampbanen var blevet åbnet dagen før, og der var gjort et godt stykke arbejde for, at den kunne være så god som mulig.
Kampen startede lidt nervøst fra begge holds side, hvor ingen rigtig kunne finde fodfæste i kampen. Specielt LIF døjede lidt med at få spillet til at hænge sammen. Det var også Tjørring, som fik kampens første chance, da et frispark lidt ude i siden blev sparket i sidenettet.
Kort efter var det dog LIF, som først fik hul på bylden. De fik erobret bolden fra Tjørring og efter hurtigt kombinationsspil stod Mike Nørgaard pludselig fri i feltet, men uselvisk spillede han bolden på tværs til Morten 'Thøger' Thøgersen, som havde tid til at tæmme bolden inden han sparkede den i mål til 1-0.
Kun godt fem minutter senere var Thøger igen på spil. En lang bold fra Brian Larsen blev snittet videre af Martin Vixø, hvorefter Thøger fik skubbet en forsvarer væk, så der var frit løb mod målmanden. Her svigtede den farlige angribers skarphed ikke og stillingen var hermed 2-0.
Anfører Thomas Quorning når højt, men bliver her alligevel den lille en duel med en Tjørring-spiller.
Og inden der var spillet en halv time, kunne Thøger så fuldende sit hattrick. Denne gang var Mike Nørgaard ved at drible sig igennem i venstre side af feltet. Han forsøgte at spille bolden, men endte med lidt heldigt med selv at få den med, og så kunne han spille bolden på tværs til Thøger, som blot skulle sætte indersiden på. LIF foran 3-0, og Thøger havde scoret sæsonens andet hattrick, en bedrift han også præsterede på udebane mod Rishøj i efteråret. Så vidt vides er han den eneste i de danske divisioner, som indtil videre har præsteret det i denne sæson.
De tre hurtige mål fik dog LIF til at slække lidt på koncentrationen, og knap ti minutter senere kunne Tjørring reducere. Efter et indlæg fra højresiden gik Brian Larsen og målmand Henrik Kraglund op i duel med Tjørrings Lennart Spring, og desværre tabte de to LIF-spillere duellen, så bolden kunne dumpe i mål til 3-1.
Inden holdene gik til pause var der tid til endnu et mål. Efter en opspilsfejl fra Tjørring grundet godt pres fra LIF modtog Mike Nørgaard bolden midt på gæsternes banehalvdel. Han satte kurs mod målet, afdriblede to-tre forsvarere og sparkede til sidst bolden i mål til 4-1. Mikes tredje mål mod Tjørring i denne sæson.
Nikolai Elgaard ekspederer bolden væk i tæt duel med flere Tjørring-spillere.
I pausen aftalte LIF-spillerne at arbejdet skulle gøres færdigt og anden halvleg skulle vindes. Det var dog Tjørring, som fik den bedste start på halvlegen, og efter kun fem minutters spil fik de reduceret.
Efter et hjørnespark hoppede bolden lidt rundt på ryggen og skuldre af forskellige spillere, inden den til sidst faldt ned for fødderne af Jacob Rahbek. Han ramte bolden helt skævt, men det snød en fremadstormende Henrik Kraglund i målet, så stillingen nu var 4-2.
Anden halvleg fortsatte med at tilhøre Tjørring, der fik lagt et lidt bedre pres på LIF. LIFs defensiv havde dog rimelig godt styr på Tjørring og det blev ikke til de helt store chancer. Midtvejs i halvlegen var LIF i stedet for tæt på i to situationer.
Nicolai Elgaard var i søndags mod Thisted tæt på at score på frispark, og han forsøgte endnu en gang mod Tjørring. Denne gang gik bolden dog en lille meters penge over mål. Lidt senere fik Thomas Quorning afsluttet med et saksespark efter et hjørnespark, men Tjørrings målmand fik lavet en god redning.
Henrik Kraglund og Brian Larsen afværger i samarbejde et nærgående angreb fra Tjørring i slutfasen.
Mod slutningen af kampen satsede Tjørring endnu mere for at få scoret og med små ti minutter fik de en kæmpe chance. En bold blev spillet fladt ind til en spiller, som stod helt fri midt for mål lidt uden for det lille felt, men hans afslutning manglede præcision og røg ved siden af mål. De resterende angreb fra Tjørring blev afværget, og kampen endte således 4-2 til LIF.
Med sejren er LIF nu på 22 point for 17 kampe, hvilket placerer holdet på en 10. plads efter rundens kampe. Der er pt. seks point ned til Otterup lige under stregen. Næste kamp er på lørdag mod topholdet Blokhus FC.
Kampen fløjtes op kl. 15.00 på Jetsmark Stadion.
MAN OF THE MATCH, LIF: Morten Thøgersen