|
| Status på 2. division Klub-cms nyheder 2. august 2011 - 16:51 af: Thomas Quorning Poulsen LIF's 2. divisionsmandskab har spillet yderligere 3 træningskampe frem mod sæsonpræmieren ude med FC Svendborg på søndag. Flere nye spillere er startet op i klubben, og enkelte har fundet vej til den nye 1. holdstrup på 24 mand. Det har været en kort og intens opstart under ledelse af den nye 1. holdstræner Kenneth Kjærsgaard. Der har været lagt vægt på det konditionelle/fysiske de første 3 uger, mens den sidste uge frem til på søndag vil blive brugt på at optimere de tekniske færdigheder og taktiske detaljer. Holdet lagde ud med en træningskamp mod FC Hjørring, hvor man tabte 2-1. Siden har holdet spillet 3 træningskampe: 23/7 LIF - Frederikshavn 4-0 (1-0) 1-0 Nicolai Andersen
2-0 Nicolai Elgaard
3-0 Martin Vixø
4-0 Martin Vixø
LIF dominerede kampen mod Frederikshavn hele vejen igennem. De bagerste 4, Rasmus Nielsen, Emil Lystrup, Joachim Sand og Nicolai Elgaard holdt effektivt gæsterne fra fadet. Det offensive spil var dog ikke prangende. Nicolai Andersen, der er skiftet til LIF fra Hirtshals, udmærkede sig ved at score kampen første mål efter godt oplæg fra Mike Nørgaard.
I 2. halvleg foretoges mange udskiftninger, og qua bedre fysik kunne LIF sikkert slå sejren fast. 29/7 Hobro - LIF 2-4 (0-1) 0-1 Martin Vixø
1-1 Danilo Arrietta
1-2 Morten Thøgersen
2-2 Danilo Arrietta
2-3 Azhe Dorsen
2-4 Morten Thøgersen
Trods en del afbud og omrokeringer var LIF spillerne igen spillemæssigt i teten mod et Hobro hold mixet af 1. holdsspillere og reserver. Hjemmeholdets Danilo Arrietta var dog en konstant trussel for LIF-forsvaret, hvor Kristian Sauer vikarierede. Det lykkedes således først LIF at sætte trumf på hen mod slutningen af opgøret. Trods lige at være vendt tilbage fra ferie viste Morten Thøgersen, at hans målnæse er intakt. 31/7 LIF - Løgstør 2-2 (0-0) 1-0 Morten Thøgersen
2-0 Mark Vestergaard
2-1 Ukendt
2-2 Ukendt
Det blev de brændte chancers kamp mod Løgstør. LIF viste gode takter i det offensive spil, hvor man desværre tillod sig at brænde alt, alt for mange chancer. Spillemæssigt og boldbesiddelsesmæssigt var hjemmeholdet altdominerende, og allerede ved pausen burde kampen være afgjort.
LIF scorede 2 mål efter pausen. Det ene mål stod Mark Vestergaard, der er kommet til LIF fra Hobro, for på hovedstød efter et flot frisparksindlæg fra Rasmus Nielsen. En stensikker sejr blev forpurret, da LIFFERNE de sidste minutter åbenbart var på vej ind i omklædningsrummet, hvilket Løgstør på to kontraere udnyttede på effektiv vis. Dog en værdifuld påmindelse om, at hvis man ikke holder koncentration og fokus hele vejen igennem, vil man blive straffet ubønhørligt, specielt når 2.divisionssæsonen atter fløjtes igang. Nye spillere, afgang og skader Afgang:
LIF's viceanfører Kasper Holt holder et halvt års pause fra fodbolden, idet han frem til årsskiftet er i praktik på Filippinerne i forbindelse med hans studie til idrætspædagog.
Den unge venstreback Jens Pilgaard er påbegyndt et højskoleophold, hvorfor han ikke længere står til rådighed.
Daniel Seehausen har valgt at tage en pause fra fodbolden.
Målmand Lars Falk fortsætter sandsynligvis karrieren i Norge. Han skal i forbindelse med sit studie flytte til Oslo.
Tilgang:
Mark Vestergaard er kommet til LIF fra Hobro, hvor han har spillet igennem flere sæsoner. Den hovedstødsstærke spiller huserer primært i forsvaret.
Målmanden Rene Bech er kommet til LIF fra Blokhus FC, hvor han har stået adskillige divisionskampe.
Nicolai Andersen, midtbanespiller, er kommet til LIF fra Hirtshals.
Emil Schou, midtbanespiller, er kommet til LIF fra Aalborg Chang.
Mikkel Holmgaard er forsvarsspiller og kommet til LIF fra AAB u19.
Skader:
Pt. er den unge komet Peter Stokholm udenfor grønsværen minimum 2 uger endnu, da han for nyligt har gennemgået en operation i anklen.
Michael Lykke og Kenneth Madsen er begge tæt på at være tilbage fra langtidsskader og forventes at indgå i træningen indenfor en overskuelig fremtid.
Den 24-mands store trup samt stab omkring holdet kan ses her. | |