lindho

Livsvigtig sejr til LIF

Klub-cms nyheder
6. juni 2011 - 13:21 af: Henrik Kraglund

JUBELRUS: Der var plads til den helt store jubelscene, da Thomas Quorning med sin anden scoring langt inde i dommerens overtid sikrede Lindholm IF tre særdeles vigtige point i kampen for overlevelse i 2. division.

0-1 Peter Rask Jensen (28.)
1-1 Thomas Quorning (38.)
2-1 Thomas Quorning (92.)


Målhelten, Thomas Quorning, nederst i bunken efter sit vitale sejsmål mod Aarhus Fremad.

LINDHOLM:
Efter torsdagens 1-0 sejr over B1908 havde LIF igen sneget sig over nedrykningsstregen. Stillingen i bunden af rækken er dog meget lige, så der skulle gerne point på kontoen mod Aarhus Fremad, som inden kampen lå nummer to. Udeholdet havde dog ikke det store at spille for, da Blokhus allerede inden kampen var 99 % sikker på at rykke op. Kampen blev en underholdende affære med stor intensitet, flot spil og masser af chancer i det gode vejr.

Allerede efter fem minutter kom kampens første store chance. En ripost efter en Aarhus Fremad dødbold blev løftet tilbage over LIF-forsvaret, hvor udeholdets store angriber - Khaled Paiker - pludselig stod fri. Han fik løftet bolden over en frembusende Henrik Kraglund, men inde på stregen fik Emil Lystrup headet bolden over mål.

Efter ti minutters spil var det så LIF til at være farlige. Mike Nørgaard driblede på tværs af banen og spillede en skarp bolden i dybden til Azhe Dorsen, som fik lov at starte inde på højre kant, da Peter Stokholm blev skadet under opvarmningen. Azhes skud blev dog en mellemting mellem en afslutning og en aflevering og førte således ikke til noget. Få minutter efter tog Mike samme tur ind i banen, og denne gang afsluttede han selv, dog lige over målet.

Efter knap tyve minutters spil blev Aarhus Fremad så farlige igen. Efter et indlæg kom de frem til en afslutning, der dog blev rettet af af deres angriber. Dette snød Henrik Kraglund, men heldigvis røg bolden lige forbi målet.

I det 27. minut var Henrik Kraglund dog på plads, da Aarhus Fremad fik snittet et frispark fra siden mod den fjerneste stolpe. Henrik lavede dog en refleksredning, og forsvaret fik clearet til indkast. På dette indkast sov forsvaret dog godt og rundigt, og Aarhus Fremad kunne nemt sende et indlæg ind i hovedet på en angriber. Målmanden fik endnu en gang lavet en refleksredning, men kunne ikke holde bolden, som trillede ud til Peter Rask Jensen, som nemt sendte bolden i mål til 0-1.

LIF lagde sig dog ikke ned af den grund og ti minutter senere slog hjemmeholdet så til. Et frispark i LIFs højre side blev sendt ind i det forreste område foran udeholdets målmand af Nicolai Elgaard. Her dukkede anfører Thomas Quorning op og fik snittet bolden videre ind i målet til 1-1. Dette var også stillingen ved pausen.

Anden halvleg startede lige så lige som første halvleg. Efter fem minutter af halvlegen fik Aarhus Fremad så deres første chance, da et frispark fra kanten var ved at snyde Henrik i målet, men han fik dog viftet bolden over mål til hjørnespark. Efter knap tyve minutters spil i anden halvleg blev LIF så rigtig farlige, da Mike endnu en gang fandt Azhe i dybden. Denne gang sparkede han bolden i mål, men målet blev dog underkendt på grund af offside.


Anden halvleg var hektisk og der var flere gange trænsel foran LIF-målet, men forsvaret stod gennem hele kampen godt og vandt langt hovedparten af luftduellerne.

Spillet bølgede frem og tilbage i anden halvleg, og slutminutterne blev meget hektiske. Med ti minutter igen fik Aarhus Fremad en god chance på en ripost fra kanten af feltet. Og selvom afslutningen blev sendt af sted med et drøn kom Mike Nørgaard heldigvis i vejen og fik blokeret skuddet. Minutter efter slog LIF en kontra. Her kom Martin Vixø fri på højrekanten og i stedet for selv at tage trækket ind i banen spillede han på tværs til indskiftede Jan Toftdahl. Desværre for LIF nåede en Aarhus Fremad-spiller lige akkurat først på bolden og fik clearet til hjørnespark.

Med fem minutter igen sendte Rasmus Nielsen så et frispark af sted næsten fra banens midte. Dette var lige ved at snyde udeholdets målmand, der dog fik viftet bolden til hjørnespark. Da kampen nærmede sig overtiden kom indskiftede Joachim Sand til en stor chance, da Martin Vixø fik forlænget et indkast fra Jan Toftdahl. Joachim fik dog ikke ordentlig styr på bolden og afslutningen gik i sidenettet.


Anfører, Thomas Quorning - nr. 2 fra venstre - gik forrest, da det var påkrævet og havde med sine to scoringer og en kæmpe arbejdsindsat sin store andel i, at LIF kunne sikre sig tre livsvigtige point hjemme mod Aarhus Fremad.

Publikum og spillere var herefter begyndt at indstille sig på et uafgjort resultat, men sådan ville Thomas Quorning det ikke. En lang bold blev snittet videre af Morten Thøgersen, og efter energisk arbejde fra Jan Toftdahl var Quorning pludselig fri i højre side af feltet. Herfra sparkede han kontant bolden ind ved bagerste stolpe, hvilket udløste en 2-1 føring og et kæmpe jubelbrøl på Lindholm Høje Stadion.

Efterfølgende forsøgte Aarhus Fremad at lægge et pres på LIF, og de kom da også frem til en afslutning efter et hjørnespark i de døende sekunder, men hovedstødet sad lige på Henrik i målet. LIF-spillerne kunne derefter juble over en flot 2-1 sejr, da dommeren kort efter fløjtede kampen af.

Med sejren rykkede LIF helt op på rækkens 9. plads, hvor holdet er placeret med 34 point for 29 kampe. Der er dog stadig kun to point ned til nedrykningsstregen, så overlevelsen i 2. division er ikke sikret endnu. En nedrykning kræver dog, at fire hold skal gå forbi LIF, men man skal naturligvis aldrig sige aldrig.

LIF kan dog selv afgøre sagen ved at tage point i sæsonens sidste kamp på udebane mod Middelfart på lørdag kl. 15.00.

MAN OF THE MATCH, LIF: Thomas Quorning

0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar