lindho

LIF måtte nøjes med et point

Klub-cms nyheder
30. maj 2011 - 11:44 af: Henrik Kraglund

Flot spil og fantastisk fight var desværre ikke nok til at hente tre point i den vigtige bundkamp mod Otterup. To udvisninger til LIF i anden halvleg blev dyre, da Otterup udlignede i 90. minut og 'stjal' et point med tilbage til Fyn.

1-0 Martin Vixø Kristensen (24.)
1-1 Klaus Larsen (90.)

Udvisning: Kristoffer Nielsen (60.), Daniel Seehausen (89.)

LINDHOLM:
I skyggen af karnevalet i Aalborg spillede LIF lørdag en vigtig kamp mod Otterup. Holdene var inden opgøret placeret á point men på hver sin side af nedrykningsstregen. En sejr kunne således lune gevaldigt i jagten på endnu en sæson i 2. division.

Kampen startede med Otterup mest på bolden uden de dog blev farlige af den grund. Første chance tilfaldt således LIF, da Morten Thøgersen efter godt ti minutter blev spillet fri i feltet, men hans førsteberøring blev for lang og målmanden kunne komme ud og afvise chancen.

Som halvlegen skred frem kom LIF bedre og bedre med i kampen, og der blev til tider spillet pasningsspil af høj klasse. Efter et flot opspil kom Peter Stokholm efter tyve minutter til en skudmulighed uden for feltet, men afslutningen sad lige på målmanden.

I det 24. minut lykkedes det så LIF at bringe sig i front. Mike Nørgaard blev spillet til baglinjen, hvor han snød en forsvarsspiller, som kom glidende. Herfra spillede han bolden fladt tilbage til Martin Vixø, der kom stormende og sikkert sparkede bolden i mål til 1-0.


Efter at have startet ude i forrige kamp kom Martin Vixø ind og leverede en flot indsats fra start mod Otterup. Han krydrede indsatsen med hans femte mål i sæsonen.

Det var først mod slutningen af første halvleg at gæsterne blev farlige. En spiller kom fri i siden, men hans flade afslutning mod det lange hjørne blev pareret af Henrik Kraglund i LIF-målet. Riposten røg ud til en anden Otterup-spiller, men heldigvis for LIF røg hans afslutning snært forbi stolpen.

Inden holdene gik til pause havde LIF dog to chancer for at bringe sig yderligere i front og dermed kunne have knækket modstanderne. Først kom en stærkt spillende Martin Vixø til baglinjen, hvorfra han spillede bolden bagud til Kristoffer Nielsen, som fra kanten af feltet fik afsluttet. Desværre for LIF kom en forsvarer i vejen og fik blokeret bolden til hjørne. Dette hjørnespark gav en ripost til Peter Stokholm, som med det kolde venstreben var ved at placere bolden op i det ene målhjørne, men desværre røg bolden lige over mål.

Otterup forsøgte fra anden halvlegs start med offensive indskiftninger uden det dog gav bonus i første omgang. Det var først da Kristoffer Nielsen efter en times spil blev præsenteret for sit andet gule kort, at Otterup kunne lægge et rigtigt pres på LIF. De resterende LIF-spillere stod dog godt sammen, og faktisk var hjemmeholdet tæt på at udbygge føringen med tyve minutter igen, men Mike Nørgaards afslutning i feltet blev reddet af en forsvarer.

Med et kvarter igen begyndte Otterup så at blive farlige. En af deres spillere blev sendt af sted i en friløber mod hjemmeholdets mål, men hans afslutning røg både forbi Henrik Kraglund og målet. Otterup fik dog bedre mulighed for at komme frem til chancer, da indskiftede Daniel Seehausen med små ti minutter igen blev præsenteret for det røde kort.

Selvom de resterende ni LIF-spillere kæmpede heroisk kunne de ikke holde Otterup fra chancer. Med fem minutter igen fik Otterup en afslutningsmulighed fra kanten af feltet, men forsøget som blev sendt af sted mod det lange hjørne blev pareret til hjørnespark af Henrik Kraglund.

Da stadionuret rundede 90 minutter kunne LIF desværre ikke holde stand længere. Et hårdt indlæg fra Otterups højreside blev kun halvklaret af Henrik Kraglund, og så kunne Klaus Larsen, der var blevet skiftet ind i pausen, lidt heldigt prikke riposten i mål til 1-1.

Ondt kunne være blevet meget værre to minutter inde i overtiden, da en Otterup-spiller fik sendt et hovedstød af sted mod mål efter et hjørnespark. Bolden sejlede mod det ene målhjørne, men Henrik Kraglund nåede op og fik viftet bolden forbi mål.

I overtiden fik LIF en lille kontrachance, da Peter Stokholm blev sendt af sted. Otterup havde dog hurtigt fire mand bag bolden, hvilket pressede Stokholm til at skyde over mål. Begge hold måtte dog nøjes med det ene point, da kampen endte 1-1.

Med det uafgjorte resultat er LIF nu placeret lige under stregen, da Rishøj vandt 5-3 i Varde. LIF har på 13.pladsen 28 point for 27 kampe, hvilket er ét mindre end Rishøj lige over stregen. Næste kamp for LIF er på torsdag, Kristi Himmelfartsdag, hvor spillerne sætter sig i flyveren for at møde B1908 i Sundby Idrætspark. Udover de to udviste spillere må topscorer Morten Thøgersen også sidde over med karantæne i denne kamp.

MAN OF THE MATCH, LIF: Emil Lystrup

0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar