lindho

Dårlig 1. halvleg blev straffet

Klub-cms nyheder
14. maj 2011 - 18:58 af: Henrik Kraglund

LIF havde i dag taget turen til Fyn, hvor Næsby tog imod. LIF smed chancen for point i en dårlig første halvleg, hvor Næsby straffede indsatsen med tre mål.

1-0 Christian Jensen (4.)
2-0 Patrick Navndrup (32.)
3-0 Patrick Navndrup (38.)

NÆSBY: Efter en lang bustur skulle LIF-spillerne ud at møde rækkens nummer fem, Næsby. Spillerne virkede klar under opvarmningen, men da kampen først kom i gang var det som om udeholdet hele tiden var efter et godt spillende hjemmehold.

Allerede efter små fem minutter gik det første gang galt for LIF. Efter flot opspil modtog hjemmeholdets Christian Jensen bolden i feltet. Her fik han taget et par smarte driblinger, der snød to-tre forsvarer, hvorefter han sparkede bolden i mål ved den ene stolpe til 1-0.

Næsby fortsatte med at være det bedst spillende hold, og specielt deres kantspillere havde en god kamp. Det var dog efter et hjørnespark, at Næsby næste gang var farlig. Bolden blev snittet ved forreste stolpe og faldt ned ved det lille felt, men afslutningen blev sendt over mål.

Efter godt en halv times spil fik Næsby så øget føringen. Værktøjet med de hurtige omstillinger som skulle være LIFs varemærke blev anvendt mod LIF, da en lang bold blev slået over forsvaret. Her fik hurtige Patrick Navndrup lige nøjagtig prikket til bolden, inden målmand Henrik Kraglund ud til bolden, han fik tacklet bolden med sig og sendte den i mål til 2-0 på trods af Joachim Sand var tæt på at komme tilbage og afværge afslutningen.

Godt fem minutter efter var det så galt igen. Igen slog Næsby til på en hurtig omstilling, hvor Patrick Navndrup modtog bolden på kanten af feltet. Herfra tog han et træk forbi to fosvarsspillere og sparkede bolden fladt ind ved den fjerneste stolpe til 3-0.

Efterfølgende var Næsby tæt på endnu en scoring, da en spiller blev spillet fri omkring straffesparkspletten, men afslutningen sad lige på Henrik Kraglund. Det lykkedes faktisk for LIF, at få bolden i mål inden pausen, men målet blev korrekt annulleret for offside. Dermed gik holdene til pause med stillingen 3-0.

I pausen kom der en del omrokeringer på LIF-holdet, hvilket blandt andet bød på comeback til Emil Lystrup, der havde været skadet siden efterårssæsonen. Omrokeringerne var med til at få mere gang i LIF, og man fik de første fem-ti minutter af anden halvleg lagt et godt pres på hjemmeholdet. Presset udmøntede sig dog ikke i nogle rigtig store chancer og som halvlegen skred frem blev Næsby bedre og bedre til at spille sig ud af presset.

Det var først mod slutningen af kampen, at der kom nævneværdige chancer. Næsby havde en stor chance efter et indlæg ikke blev clearet, men Kasper Holt, som også havde første kamp i foråret, fik blokeret afslutningen, så den røg over mål. I den anden ende havde Morten Thøgersen i slutminutterne en stor chance, da han modtog bolden fra Thomas Quorning i feltet. Her fik han vendt rundt på en forsvarer, men hans afslutning røg desværre lige forbi mål.

Kampen endte dermed 3-0, hvilket var en fortjent sejr til hjemmeholdet. LIF har nu 27 point for 25 kampe, hvilket stadig er nok til en 11.plads efter Middelfart i løbet af ugen fik frataget ni point efter at have brugt en ulovlig spiller. Næste kamp for LIF bliver en vigtig kamp mod en af de andre bundhold, Holstebro. Kampen spilles på lørdag kl. 13.30 på Lindholm Høje Stadion.

0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar