Glade oprykkere til U19 Mesterrække 2.
Efteråret har budt på en række overbevisende præstationer med otte sejre, en uafgjort og kun et nederlag i de ti turneringskampe.
- Efter en lidt famlende start hvor vi lige skulle lære hinanden at kende, sluttede vi af med 7 sejre i træk og en målscore på 46-5. For mig er der ingen tvivl om, at det var det bedste hold, der tog 1. pladsen, selvom om vi kun distancerede Støvring i kraft af en bedre målscore, oplyser holdets træner Tom Kjærsgaard, der ud over cheftrænerrollen også har formandshvervet i NUBI.
Der var lufttur til Tom Kjærsgaard, da oprykningen var i hus.
Tom Kjærsgaard påtog sig med kort varsel i sommer trænerhvervet for U19 Drenge, da en ny permanent trænerløsning først kunne træde i kraft ved årsskiftet.
Og som tingene har flasket sig venter der en spændende udfordring for holdet og dets nye træner, Kim Sørensen fra Gug, som pr. 1. januar 2012 tiltræder som cheftræner på en halvandet års aftale.
Tom Kjærsgaard kan nu med ro i sindet overlade stafetten til Kim Sørensen.
- Vi har i længere tid været på jagt efter Kim Sørensen, fortæller FC Solsidens ungdomsformand, Michael Laden. Så da Kim først var klar pr. 1. januar 2012, måtte vi finde en løsning i efterårssæsonen, og det viste sig præcist som forventet, at Tom Kjærsgaard var den rette mand til opgaven.
- Tom er en af de mest erfarne og kompetente trænere vi råder over, så jeg er utrolig glad for, at vi fik ham overtalt, fortsætter Michael Laden.
FC Solsiden råder over ikke mindre end 35 U19-spillere, og aldersgruppen rummer på sigt et stort potentiale for de tre moderklubbers seniorafdelinger.
- Vi har med ansættelsen af Kim Sørensen sikret kontinuiteten i vores U19-afdeling, så nu er kimen lagt til et spændende forår, hvor vi kan fortsætte spillernes positive udvikling, slutter Michael Laden
FC Solsiden er i øjeblikket på udkig efter en makker til Kim Sørensen, som ansvarlig for 2. holdet. Holdet, der spiller i B-rækken, har et stort potentiale, og der forventes en topplacering i foråret.